September 2017  ( Februar 2018)

Vores tur til Caribien starter i virkeligheden allerede her i september da vi ikke ved om vi er købt eller solgt med den vejrudsigt vi bliver præsenteret for.

September 2017.

Vi er rigtig glade for at vi efterlod vores Tupilak i Joy. Den beskytter hende både på land og i vandet.

Det er sådan set nok dens skyld at St. Kitts ikke fik mere uvejr end de gjorde. Et lavtryk ude over Atlanterhavet byggede op og satte kurs mod Caribien. Jo tættere det kom jo værre blev det og i løbet af få dage var det blevet til en kategori 4 Orkan. Vores observationer på diverse hjemmesider forudsagde at den nok ville gå nord om St. Kitts men man kan jo aldrig være helt sikker. Vi var ikke meget nervøse men holdt dog skarpt øje med ”damen”.

 

Som man kan se på billedet er orkanen temmelig tæt på onsdag. Ca. 20 knobs vind på St Kitts. 25 – 30 knob på Barbuda og Antigua.

9 timer senere så billedet sådan her ud: Nu er Irma en kategori 5 orkan med de kraftigste vindstyrker målt i årevis.

 

Her var hvad der var forudset – men hvad de ikke havde forudset var at vores Tupilak holdt fjenden på afstand. SÅDAN.

Der blev blæsevejr på St Kitts men ikke så meget at der skete stor skade. Nogle bygninger blev beskadiget og strømmen væk længe men efterretninger fra Karen – som er nærmeste nabo til den boatyard hvor joy er ”plantet” – sagde at der ikke var sket skade på bådene. Hun måtte ind til byens damefrisør for at få strøm og Wi-Fi så hun kunne svare på vores mail. We owe her one. Nu venter vi bare på at høre fra boatyarden om Joys cover er intakt eller vi skal finde et nyt på en eller anden måde.

Vi var heldige men Barbuda og st. Martin som er 2 naboøer er næsten totalt ødelagt. Det er rystende så mange kræfter naturen har.

Nu ventede vi så på at Jose skulle følge i kølvandet på Irma. Men den blev aldrig farlig for os. Den blev til en kategori 4 orkan men gik en del nordligere og ikke i nærheden af os.

Nu er det blevet 17. september og vi kan se at den Tropiske storm der er på vej, og har fået navnet Maria, har kurs mod Caribien. Denne gang går den givetvis syd om St. Kitts men vi ved det endnu ikke. Vi har stadig ikke kunnet få besked fra Marinaen om Joys presenninger ligger som de skal.

 

Man kan se at orkanens øje er lige syd for St Kitts. Som jo er den ø der peger på Nevis.

Det blev en ordentlig omgang for de caribiske øer. Barbuda, st. Martin Virgin Gorda, Tortola, St. Croix og Puerto Rico blev særdeles hårdt ramt. Barbuda blev nærmest udslettet og st. Martin ikke meget bedre. Puerto Rico havde ikke fået strømmen tilbage mange måneder efter.

Godt St. Kitts slap så billigt.

Februar 2018

Vi har planlagt at rejse d. 27. februar. Noget senere end vi plejer fordi vi skal have Joy hjem i år. Vi syntes vejret er tiltagende dårligere i den periode vi normalt er her og det sammenholdt med advarslen fra Irma og Maria – de 2 orkaner i efteråret – gør at vi er sikre i vores sag. Nu skal det være – vi har udsat det i årevis men nu føler vi begge at tiden er inde.

Vi fik efterretninger om at båden var skredet lidt til siden i sit jordhul på St. Kitts og billederne der blev sendt til os bekræftede dette.  Det var dog intet at regne for hvad der kunne være sket og hun var hurtigt rettet op igen. Og så vidt vi endnu har erfaret er der ingen skade sket.

Den store dag er kommet og vi sidder i flyveren på vej til London hvor vi skal skifte til andet fly til St. Kitts.

Her ser man ned på en af de hollandske Kanaløer. Vlieland.

Det hele er faldet i hak derhjemme med hus og dyrepasning og nu skal vi ud og slappe af – tror vi nok- Vi ved aldrig hvordan båden ser ud når den har stået længe på land. Denne gang et helt år.

 

Godt groet fast med små buske omkring sig.

Det første vi gør efter vi er ankommet er at tage ned og se til båden. Låse op og gå ned – med hjertet helt oppe i halsen – er båden fuld af vand eller er der kommet husdyr siden sidst??

Der er vand i båden men ikke meget og langt mindre end vi frygtede – husdyr? – det ved vi ikke helt endnu.  Øh – da jeg løfter et tæppe for at se nærmere på vores hynder ligger der en af de store kakerlakker – stendød. Ved en nærmere gennemgang af båden er der ikke andre så vi tror den har fundet vej ind men har intet at leve af og er død af alderdom. For en sikkerheds skyld sprøjter vi båden før vi forlader den for natten.

Godt stor, Ikke ?

Det viser sig senere at der faktisk er andre husdyr ombord. De af jer der læste med sidste år ved vi havde – og har åbenbart stadig – små firben ombord. Jeg traf en lille en ude på fordækket men den kunne da sådan set bare lige været hoppet på i farten men vi finder en lille hvid kugle. Ca. 1 cm. I diameter. Hvad søren er det spørger vi hinanden. Før jeg når at tænke nærmere over det har jeg sat en negl i den og den knækker som et æg. Og det er et æg. Jeg når sådan set slet ikke rigtig at se hvad det er for fornemmelsen mellem neglene gør at jeg øjeblikkelig smider den ud over rælingen – hurtigt. Det næste æg jeg finder slår jeg lige så stille hul på for jeg vil se hvad der er indeni. Og indeni er der et lille foster der vrider sig og ikke forstår hvad der er hændt og min samvittighed har det ikke helt godt. Det sidste æg vi finder er allerede knækket men det er først nu jeg husker at tage et billede af det.

En af de fast tilbagevendende opgaver er at reparere vores storsejl. Det er igen revnet – det gør det hver eneste år – så der er ikke andet for end at fatte nål og tråd og efter det er syet, på klæbe sejldug. Så holder det vel den sidste sæson.

Tilbagevendende er åbenbart også markafbrændingen her på pladsen. Det er stærkt generende – ikke kun røgen men også det askenedfald der kommer efterfølgende. Og selvfølgelig lige dagen efter vi havde gjort hovedrent overalt.

Dagen for søsætningen er kommet uden de helt store sværdslag.

Det tager sin tid herude. Tommy venter på at de får hevet hende op så han lige kan male de manglende pletter. Men så sker det. Joy er i vandet. Ikke uden lidt besvær fordi der står en stor sø ind i havnehullet men nu er vi i gang.

Det må fejres med en af de sorte trible stout øl. De er gode.

Vi sejler stille ind til byen for at købe lidt mere ind og hen under aften sidder vi i cockpittet og nyder igen at være på vandet. På himlen over os svæver de elegante fregatfugle med deres yndefulde bevægelser uden det mindste besvær og lige så elegant men absolut ikke yndefulde flyver de gode svævere pelikanerne. De kan svæve få cm over vandoverfladen og kun lige røre vandet med de yderste følefjer for derefter at stige til vejrs og om rokere sig til en fuldendt missilbomber. Kurs mod vandet i rasende fart og med et kæmpeplask overraske de intetanende småfisk. Vi undrer os til stadighed over at de fanger noget men siden racen har overlevet i århundreder har de vel heldet med sig en gang i mellem.

Så sker det der ikke må ske!!! Min bærbare PC begynder at få hvid skærm. Først når jeg åbner den helt men senere kan jeg åbne den mindre og mindre før skærmen skifter fra almindeligt skrivebord til helt hvid skærm. NEJ, NEJ, NEJ. Alle mine mailadresser og det dokument som jeg sad og skrev på og billederne. ÅH nej. Og de få regninger jeg havde fået på mail men som jeg ikke havde fået betalt de er væk. Ja de er jo nok ikke helt væk. Der kommer nok en rykker på et tidspunkt. Lige nu er løsningen at jeg ”flytter ind hos Tommy” og belejrer hans pc. Hjemmesiden kører jo heldigvis online så den skal jeg nok få styr på. Men altså. Jeg kunne jo have sagt mig selv at det ville ske fordi jeg netop lavede backup før vi tog hjemmefra. Det er da en lettelse at tænke på men hjælper ikke meget lige nu. Så hvis en af jer kender en der lige kan udskifte den kontakt der tænder for skærmen når den bærbare åbnes så er jeg kunde når jeg kommer hjem.

En ulykke kommer jo sjældent alene. Nu efter vi er kommet i vandet skal vi til at bruge vores toilet. Jeg havde allerede skiftet visse gummidimser før vi kom i vandet og testet det så godt vi nu kunne med vand fra en spand. Men da vi skal til at bruge naturens eget saltvand vil den overhovedet ikke skylle. Lang historie kort – Der er flyttet bier ind i saltvandsindtaget. Det vil sige at de bliver suget ind i fordeler boksen på toilettet og blokerer de små ventiler der er inde i den. Resultatet er at vi må skille hele skidtet ad og fjerne en masse pupper med næsten udklækkede bier. Så gik der lige en halv dag med det. Men nu kører det.

Vi ligger i Ballast Bay og venter på at få en vejrudsigt for næste uge. Vi har endnu ikke internet så det er lidt besværligt. Men mens vi alligevel bare hygger os kunne det da være vi skulle se at få gang i stængerne. Jeg glemte desværre mine løbesko derhjemme så jeg måtte købe nye i lufthavnen på vej herud for vi skal ud og løbe mens vi er her. Supergode nye Nike løbesko der sidder som var de sprøjtet på. På den lille begyndertur vi tog i dag stødte vi pludselig på 3 små aber der sad og hyggede sig på en lille sidevej. Men selv om jeg havde kameraet med nåede jeg kun at få billede af hale og ryggen. Ikke særlig spændende. Vi prøver igen en anden dag.

Det evige problem herude er at bølgerne bliver urimelig store hvis vinden ikke passer til der hvor vi vil hen. Og vi (læs : jeg ) har bestemt at vi vil til Eustasia. Det er en lille hollandsk ø der ligger få sømil fra St.Kitts. Det skulle jo være en smal sag. Vinden var lige bag fra så forsejlet var ikke til at styre og vi for dovne til at gide at sætte stage på. Så det blev en rulletur på 5 timer. For motor. Da vi er i passagen ml øerne bliver søen helt umulig. Der er noget strøm der blander sig med vind og sø. En stor rodebutik.

Det er stort set det eneste vi får set af den ø.

Da vi endelig kommer rundt om hjørnet og forventer at vi må ligge for anker bag deres break Water wall viser det sig at der skal slæbebådene være og søen der står ind på ankerpladsen er så stor at vi ikke under nogen omstændigheder kan ankre. Ih altså for en i h……

Så må vi alligevel gøre storsejl klar og alt muligt andet for der er ingen anden udvej end at sejle tilbage hvor vi kom fra. Motoren må igen stå for skud mens vi med sejl prøver at krydse os tilbage i den helt urimelige sø.  Motoren kommer vi lige tilbage til om lidt.

6 timer senere og efter det er blevet mørkt lister vi os ind i marinaen i Basseterre som er hovedstaden. Vi må jo nødvendigvis finde ud af om vi kan annullere vores afrejsepapir eller om vi må checke ind igen. Det sidste vil være øv for det er ikke helt billigt. Vi er meget heldige at få den sidste plads i marinaen og vi er meget lettede. Vi får en nogenlunde nattesøvn der ofte forstyrres af knirkende tovværk og lyde fra byen som vi ikke er vant til. Næste morgen spørger jeg en sød tolder om vi kan annullere vores afrejse og idet hun tager papiret og river det i stykker siger hun at vi bare kan komme tilbage og få en ny når vi er klar til at tage af sted igen. Tusind tak, søde. Dejligt.

Og nu tilbage til motoren. Da vi prøvestartede den mens vi var på land tillagde vi den ændrede lyd at der måske ikke var så meget vand som når den ligger i vandet og selv suger. Allerede her skulle vi have sagt til os selv at det nok ikke var i orden. Båden kommer i vandet og den lyder stadig ikke rigtigt. Den lyder nærmest som en fiskekutter men der kommer kølevand så – det må vi se på senere. Helst ikke før vi kommer til Antigua, siger Tommy, sæt nu der går noget i stykker og vi ikke kan få reservedele her på St.Kitts. Og vi skal lige bemærke at alarmen ikke gjorde os opmærksom på at motoren blev for varm så… det må vi jo gå ud fra virker.

Nu hvor vi så ligger i marina beslutter vi alligevel at der skal gives et check på maskinen.

Søvandsfilteret er rent og fint, Racofilteret har lidt snavs i bunden men ikke noget særligt. Kileremmen er ikke helt stram så den spændes efter og vi bliver enige om at vi da lige kan se til Impelleren. Det kan der jo ikke ske noget ved. Da Tommy får skruet låget af siger han højt: Hold da helt kæft ! Og jeg spørger selvfølgelig : HVAD ?

Ja, se selv …

Hold da op, det er da fantastisk at den overhovedet har kunne få vand nok rundt. Vi er godt nok rystede og enormt glade for at vi gav os tid til at se på det nu. Og kolossalt glade for at maskinen klarede 11 timer uafbrudt. Billeder er uskarpt men man kan godt se at der kun er en vinge tilbage.

 

Her hvor den er kommet ud faldt den sidste vinge af men se alligevel forskellen. Den til venstre tog vi af i 2012 og gemte som reserve. Vi har dog denne gang alligevel sat en helt ny i og gemmer reserven til senere. Vi fatter ikke det kunne køre uden en eneste alarm. Det får os selvfølgelig til at tænke på om alarmen overhovedet virker. Vi fik konstateret at den gjorde sidste år på St.Martin men der kan jo være sket så meget siden da.

Heldigvis er der ikke sket nogen skade og maskinen lyder helt godt igen.

Vejrudsigten – et evigt tilbagevendende fænomen – siger den bedste dag at sejle til antigua er på mandag d. 19 Marts. Så det er op klokken 5 og gøre skibet klar. 2 reb i storsejlet så vi er forberedt på vind. Jollen på dæk og ca. 1000 andre ting der lige skal være klar. Vinden er en smule i sydøst og da vi skal stik øst ved vi det ikke kommer til at ske uden at krydse. Og det gør vi så. Søen er ikke så stor men alligevel irriterende. Det tager 13 timer at krydse os frem til Jolly Harbour. Men hvor er vi glade for at være her. Sidste år da vinden var noget i nord sejlede vi for fuld speed den lige vej og da tog det kun 9 timer. De sidste 4 timer vi måtte bruge i år, var trælse. Vi nåede akkurat lige at få kastet anker før det blev mørkt. Og hvor sov vi bare godt i nat.

Solen stod op over Nevis da vi sejlede forbi.

Der er ikke sket megen skade på Antigua i forbindelse med de to orkaner i september. Men vi ser da nogle både der er skyllet op på land.

Her en båd der virkelig er sat til tørre…

Og her en anden der bare sidder fast på for lavt vand. De er travlt optaget med at prøve at trække den fri. Det lykkedes ikke. Bunden suger alt til sig som kviksand. Nu må vi se de næste dage hvad de gør.

Vi er godt tilfredse med det hele og vil slutte dette rejsebrev med et billede fra North Sound Antigua hvor vi ligge helt alene og NYDER det.

Vi skrives ved

Varme hilsner Anna og Tommy