Beretning 19 - 2016    Turen til og fra St Kitts

Det er nu igen blevet december og vi skal af sted på vores årlige tur til Caribien. Vi kan næsten ikke vente.

 

Sidst efterlod vi jo Joy i et hul i jorden i bogstaveligste forstand.

Vi er naturligvis spændte på om hun ser nogenlunde ordentlig ud eller om aberne har pillet ved hende.

Som altid er vi godt i gang med forberedelserne. Vi er startet i god tid i år og allerede 2 måneder før vi skal af sted er kufferterne pakket. Jeg har holdt skarpt øje med billetpriserne og det bliver ikke bedre end nu.  2 returbilletter til St. Kitts med en overnatning på vej i London. Samlet pris 13000,- Det er fint og kan nok ikke gøres billigere.

For en god ordens skyld bliver vi enige om også i god tid at advisere den boatyard hvor Joy er plantet. Vi vil gerne være sikre på at de er klar til at flytte hende en eller to dage før vi kommer derned. Hun skal flyttes over til det område hvor der er strøm og vand. Da vi satte hende på land, havde vi en hulens masse mas, fordi vi ikke havde hverken eller. Så derfor en mail til Danielle. Hun vender tilbage forbavsende hurtigt og fortæller at det ikke er noget problem men at hun lige vil fortælle os at de går på deres årlige ferie d. 14. december. Ikke noget problem, skriver Tommy tilbage, for vi kommer allerede d. 9 så vi har masser af tid. Heldigvis kommer vi til at tale om det, for vi rejser d. 13. og er først derude d. 14. om eftermiddagen!!! Så hvad gør vi nu. Nu er rejsen, hotel i London og ophold hos Karen (hvor vi skal bo nogle dage mens vi klargør skibet) bestilt og betalt. Hvis vi skal lave alt det om, ryger den gode pris og det ender med at blive temmelig dyrt. Vi er også målløse over at de kan finde på at lukke boatyarden midt i det, der er sejlersæsonen. Det har vi alligevel aldrig oplevet før. Og vi tilbringer under ingen omstændigheder mere end 14 dage på land. På den anden side tør vi heller ikke bare lade dem søsætte hende, for sæt nu der er en sø-ventil der ikke er tæt. Eller en slange der er mør. Vi VIL selv være der. Det var nogle nervøse dage til vi fik mail fra Danielle at ferien først starter d. 21. december.  Det lettelsens suk vi udstødte er sjældent hørt højere.

13. december 2016. Alene datoen ville nok få nogen til at tænke sig om en ekstra gang. Men det er den eneste dag hvor det hele passer sammen så sådan bliver det.  Og jeg henholder mig altid til at jeg har fået gode karakterer på mit studie hver gang jeg valgte spørgsmålet der havde fået nummer 13. Så ingen problemer med det.

Vi forlader hund, katte, hus og sommerhus i andres varetægt og tror os sikre på at de nok skal passe godt på det hele.

Vi har – trods datoen – eller måske på grund af den – absolut ingen problemer på turen til Heathrow. Vi tager bussen til Gatwick hvor vi har bestilt overnatning på et 2 – stjernet hotel. Det er billigt og hvad så – vi skal kun sove der - ikke holde ferie, så det går nok. Og hvad kommer vi så til. Et nærmest spritnyt hotel. Det kan godt være de ikke har swimmingpool og alt muligt andet men hotelværelset er nyt og i en rigtig fin stand. Maden på deres cafeteria var restaurant kvalitet og deres morgen buffet var uovertruffen. Og ikke mindst – der var stille om natten.

Vi syntes da i grunden det går meget godt.

Endelig har vi igen skyerne under os. Ruden er ikke specielt ren men skidt med det.

Vi skal videre fra Gatwick næste formiddag og skal selvfølgelig gennem security. Og det var godt nok en omgang ged. De tvinger – i dette tilfælde os begge to – til at lave 3 bakker hver med håndbagage og computer osv. og da de i begge tilfælde vil have noget ud til kontrol (jeg havde en GPS i min kuffert som er mistænkelig og Tommy havde 2 Zinkanoder til båden som har facon som håndgranater) bliver de bakker der er mistænkelige, kørt ud på et sidespor. Derfra havde vi absolut ingen kontrol over vores ting. De forsvandt ud af syne og først en del senere kom de frem igen. Men på det tidspunkt havde vi travlt med at få styr på vores andre ting og af en eller anden årsag, skulle min tablet gennem scanningen igen og på det tidspunkt hvor den kom frem til mig igen, havde jeg mine ting på et bord et stykke væk fra tolderen og Tommy var i gang med at blive kontrolleret. Det vil sige enten skal jeg forlade mine ting uden opsyn eller risikere at en eller anden lige snupper min tablet i farten. Jeg havde ikke en chance for at holde mine ting sammen og jeg var rasende.  Der skete ingenting men det er unødvendigt stressende at gøre det på den måde. Næ, må jeg så bede om Københavns lufthavn. Der bliver alle dine ting holdt samlet og kontrolleret straks de er kommet gennem scanneren. Godt gået. Lasse vil du sende rosen videre hvis du har mulighed for det.

Vi kommer efter en nogenlunde behagelig flyvetur til St Kitts. Når den kun var nogenlunde, var det fordi der desværre var nogle børnefamilier med, hvor forældrene ikke havde fundet det nødvendigt at få lært deres børn at de intet opnår ved at skrige hysterisk hver eneste gang der er en chance for det.  Trods ørepropper lykkedes det en lille pige at få en helt op i sædet utallige gange på turen.

Vi kommer frem til båden onsdag d. 14. december sent på eftermiddagen og ser at de ikke har flyttet båden som lovet. Det var nok også for naivt at tro at den aftale vi havde lavet med dem kunne overholdes. Men det lykkedes da at få båden flyttet til det område hvor der er strøm og vand og vi kunne begynde at klargøre båden. Den så faktisk meget godt ud. Tilsyneladende har aberne ikke pillet men en fuglefamilie har forsøgt at bygge rede oven på et af mastespillene. Det lykkedes ikke for vi fandt alle grenene og græsset i en stor bunke på dørken. Sommetider har båden lugtet fælt men der var næsten frisk luft nede og ingen mug på vægge eller andre steder men oppe i cockpittet så det knap så godt ud. Der havde samlet sig en lunke i overdækningen og når det drypper ned på teaken - stille og roligt - bliver det levende og det havde givet en særdeles god grobund.

Båden er nærmest levende. Men det er heldigvis nemt at gøre rent så skaden er ikke stor.

Dejlig ren igen.

Vi ved jo traditionelt at der er ting der går i stykker, mens vi er væk. Ting som virker når vi slukker på kontakten for sidste gang i foråret og som så ikke længere virker når vi nu kommer tilbage og tænder igen. Vi har været på den før med køleskabet. Og vi lærte dengang at vi med en lus uden om kontrolboksen, kan få startet den igen. Det var godt vi gemte lusen for det var også nødvendigt denne gang. Måske kan vi få gang i den senere men nu er der andre ting der kalder. Jeg skal have skiftet forrude i vores sprayhood og vil i den forbindelse renovere modellen. Men det er lettere sagt og tænkt end gjort. Øv hvor kan det drille. Den er kæmpestor og svær at håndtere nede i båden. Hvor jeg for øvrigt var oppe og slås med en hamrende irriterende myg. En lille hidsig satan. Og selv om jeg sprøjtede den i hovedet og slog efter den til jeg selv fik røde mærker fik den alligevel held til at udstyre mig med mindst 10 myg stik og når man sidder og kæmper og sveder som besat så tænker jeg på alle dem der er misundelige på vores tur. I kan sidde hjemme og ikke mindst sove om natten uden at svede og høre myggemusik i øregangen. Jeg har sat myggenet omkring sengen men alligevel sværmer der altid en myg og vækker mig. Jo vi har det dejligt. Men vi skal snart have båden i vandet og så er det slut med myg og ulidelige varme senge. Glæder os.

Ikke mindst glæder vi os over alt det der stadig virker. Jeg samlede ankerspillet og det virkede. Tommy har sat nyt instrumentpanel op – og det virkede – næsten. Vores ekkolod er tilsyneladende holdt op med at virke. Heldigvis har vi et andet så mon ikke det går. Men resten virkede.

Og så har vi fået bundmalet i dag. Fantastisk. Tommy orkede ikke at gøre det selv så han fik boatyarden til at ordne det.  Og så sker der noget.  4 – 5 mand deltog – mere eller mindre – i at male. Og det var overstået på ingen tid. Nu må vi se hvad det koster os.

Jo jo der er skam mere endnu. I dag har vi tømt dieseltanken og renset for den sædvanlige slambert og det er tid at prøvestarte maskinen.  Åbner til boksen hvor startnøglen er og ser at den næsten er korroderet væk. Maskinen starter dog fint og det går godt lige til vi skal stoppe den igen. Jeg sidder nede i båden og forsyner den med kølevand og vi har aftalt at vi lader baljen med vand løbe næsten tør og så vil Tommy stoppe motoren når jeg råber at vandet er væk.

Stop – STOP for satan – du skal sku stoppe den, når jeg råber der ikke er mere vand. Tommy får sandelig tørt på. Jeg sidder lige ved siden af maskinen og kan ikke høre at Tommy råber at stopknappen ikke virker. Jeg får travlt med at hælde mere kølevand i baljen da Tommy kommer stormende ned. Han råber at lortet ikke virker og får hurtigt fundet den mekaniske stoparm. Altså efter at have flyttet det halve af båden væk fra den låge ind på siden af motoren hvor stoparmen er. Motoren stopper og vi efterrationaliserer vores irritation. Mere vand i baljen. Vi må prøve igen men den virker stadig ikke. Sikkert ikke noget stort problem bortset fra at vi skal ud i stikkøjen og finde bagsiden af kontrolboksen. Og derude er snævert med plads og vi ved det er rædsomt varmt.  Manana – i morgen – ikke i dag. 

Nej – nej – Manana - Manana. Heller ikke i dag. Der har været nok at gøre så vi udsætter det til vi alligevel skal udskifte startnøglen. Men det har været en god dag. Næsten alt vi har haft gang i har virket. Bortset fra startbatteriet. Vi har prøvet at lade på det i flere dage men det er ikke i orden. Så det bliver med bussen ind til byen for at finde et nyt i morgen.

Gode ting i dag:

•jollen er vasket , pumpet og holder luft

•vi fik forsegl op mens der var 2 min stille vejr – næsten stille i hvert fald.

•Påhængsmotoren startede efter en del overtalelse.

•Sprayhood ´en blev endelig færdig. Ikke så jeg er tilfreds men den holder vel tæt alligevel.

•Vantskrue på indre forstag er monteret og passer.

•En masse småting er monteret på deres plads og er klar til mindst et par måneders hygge.

•Alt vores vasketøj er ordnet og lagt på plads.

•Nyt vandfilter på det kolde brugsvand så vi kan drikke vandet fra tanken uden bakterier og klor m.v.

•Vandtanken er fyldt og over 100 liter vand er i nyvaskede dunke under dæk (reserve.)

•Nyt sejlstop nittet fast på masten.

•Vindmøllen er gjort klar til at forsyne os med strøm.

Mon ikke vi er klar til søsætning meget snart.

20. December 2016. Søsætning udsættes.

Det vil sige vi syntes det hele bliver lidt klemt så vi udsætter søsætningen til i morgen. Vi skal lige have monteret batteriet og have sikret os at alt er ok.

Det er så hyggeligt her på pladsen. Der er en tilstødende ejendom der holder geder. Mange geder. De bliver lukket ud til os i løbet af dagen og det er fornøjeligt at de helt små nye kid springe og lege selv om de kun er få dage gamle og navlestrengen endnu ikke er visnet helt væk.

Sjove husdyr.

21. December 2016. Søsætning.

Nå så er det tid. Vi bliver bedt om at gå ombord på båden og så bliver vi kørt ned til slippen. Her bliver vi stille og roligt sat ned i vandet og efter Tommy har checket at der ikke kommer vand steder hvor det ikke hører hjemme bliver vi sluppet helt. Farvel og tak. Nu må vi klare os selv og det glæder vi os til.

På vej i vandet.

Vi har stadig strømtrolde ombord. Der er rigtig mange ting der ikke virker og det er lidt mærkeligt for det virkede da vi slukkede for det i marts måned. Nu har vi lige opdaget at autopiloten ikke tænder selvom der er strøm til maskinen. Hvor irriterende. Vi kaster os over problemet med stopknappen men finder ingen fejl. Den gør hvad den skal så det problem må findes nede hvor ledningen ender ved det relæ der stopper motoren. Og hvad er det så lige for et. Tommy henter diagrammet over bådens ledningsnet og et kort blik på det, forklarer hvorfor jeg aldrig har interesseret mig for strøm. Det er helt uoverskueligt og selv om vi godt kan følge nogle streger giver det os ingen anelse om hvor vi skal finde fejlen. Der er ingen anden udvej end at stoppe hovedet ned i maskinen og se efter der. Ahhh. Ved ikke rigtig – det siger os ikke noget og vi tænker at det må blive en anden dag.

Intet galt her selv om det ser gammelt ud. Det var samlet med sikaflex og ikke lige sådan at få skilt ad igen. Men knasendes tørt og ikke noget at komme efter.

Vi er i en meget blæsende periode og ligger for anker i Ballast bay på St. Kitts. Vi havde tænkt at vi skulle være sejlet til Antigua for længst men det er for vildt lige nu. Så vi ligger her og prøver at bilde os ind at det er fint, ikke mindst fordi vi har bugten helt for os selv. Vi ligger ud for den nye marina de har lavet inde i salt ponden som jeg fortalte om sidst. Mærkeligt nok ligger alle de andre ankerliggere ovre i den næste bugt og det er nærliggende at tro at der er bedre derovre. Derfor sejler vi derover og prøver. Men vi bliver hurtigt trætte af det. Der er godt nok mindre vind men det kommer så til gengæld i gusts. Det er pludselige kraftige vindstød som næsten lægger båden om på siden. En nat der og så var det ellers tilbage til ”vores ” egen bugt igen. Vinden var så kraftig og akut at den vendte vores ellers temmelig tunge jollen om mens den lå i vandet bag båden. Heldigvis var der ingen løsdele ombord og motoren var ikke på.

En kold pilsner i skygge og læ.  Man kan ikke se Joy herfra. Men den ligger ude bag volden.

Vi venter stadig men d. 29. december skal det være. Vi vil gerne nå Montserrat i dag og så Antigua på vores bryllupsdag i morgen. Vi starter ud i fin stil. Så længe vi sejler i læ af St. Kitts og senere Nevis går det fint men… så kommer vi ud i det åbne vand og en times tid tager det at bestemme os for at det er alt for vildt og at vi under ingen omstændigheder alligevel kan komme til hverken Montserrat eller Antigua så vi vender om. HMMM. Lidt indadvendt utilfredshed og ærgrelse men det er ikke værd at risikere materiellet. Udover at storsejlet allerede er revnet behøver vi ikke flere skader. Storsejlet er heller ikke bedre værd – vi ved det godt men har heldigvis selvklæbende sejldug i lange baner. Det er 50 cm. Bredt og vi har vel 10 – 12 meter af det. Det må endnu en gang udsætte det uundgåelige – at vi må have vores nye storsejl med herud. Det er bare så stort og tungt og det bliver ikke sjovt.

Vi sejler tilbage til vores gode plads i Ballast Bay og beslutter at vi i stedet vil sejle nord på. Op til St. Bart og videre til St. Martin.

Det bliver en forrygende sejlads. Fuld fart og noget helt andet end i går. Vi kan allerede langt ude fra se at der ligger mange både og temmelig store både for anker ved Bart. Og der er virkelig mange. Da vi er ved at være der laver vi vores beslutning om. Her kan vi ikke være. Alle de store motorbåde der findes i Caribien er her. Og der er ikke plads til os nogen steder. Med mindre vi vil ankre halvvejs til St. Martin.

Så kursen lægges igen om og vi er ved at være møre nu. Vi startede ud i morges – tidligt – og hvis vi er heldige kan vi lige nå broen ind i lagunen klokken 17.

Vi når det og finder en nogenlunde god plads herinde. Det er fint nok for vi har mange ting vi skal have købt. Ikke mindst en ny ankerkæde. Den gamle er ikke i nærheden af at være 10 mm. I diameter mere. Det meste af kæden er sprunget af som gravrust de første gange ankeret blev lagt.

Man kan godt se at der stadig er skaller der ikke er sprunget af kæden men det er kun et spørgsmål om tid. Den er stadig stærk nok men det er meget irriterende at den sviner så meget som den gør.

31. december 2016.

Nytårsaften og det blæser stadig en del. Der kommer en katamaran og kaster anker temmelig tæt foran os og vi er ude og gøre ham opmærksom på at vi syntes det er for tæt og at han skal være opmærksom på de kraftige vindpust og at holdebunden ikke er alt for god.

Han kommer hen til os i jollen lidt senere og fortæller at han er blevet bedt om at flytte derfra hvor han lå, fordi ” the fireboat” skulle ligge der. Det er åbenbart en båd hvorfra der skal affyres raketter klokken 24.

Ok. Vi lever med det da han vitterlig havde bakket ankeret godt fast. Det så vi og han forsikrede os at han havde styr på det og ikke ville skride for det. Vi hygger os i båden men da vi har svært ved at holde os vågne (plejer jo at gå i seng når vi er trætte – og det bliver vi altid når det bliver mørkt) så bestemte vi os for at sætte vækkeuret til klokken 2330 så vi lige kunne nå at vågne før fyrværkeriet. Men pludselig hører jeg alarmtonen som altid kommer først når man starter en motor. Og det var meget tæt på. Og hvad så – jo selvfølgelig var amerikaneren alligevel skredet for ankeret og lå lige foran os. Han havde heldigvis holdt sig vågen og var klar til at flytte. Nu var vi så bare bange for at han havde skredet ind i vores anker og kæde så vi også skulle lægge om men vi slap med skrækken. Han flyttede heldigvis langt væk. Nok lidt flov – vil jeg tro.

Vi ligger som sagt i lagunen og har som følger deraf land hele vejen rundt om os og det vil sige der er et bredt udsnit af fyrværkeri allerede nu. Men da klokken bliver 24 taber vi både næse og mund. Fyrværkeriet ude fra båden er det flotteste vi nogensinde har set. Kæmpe raketter og masser af dem. Vi ligger helt perfekt og får et flot show. Jeg har i år investeret i et garmin action cam og det lille kamera har optaget det hele og da vi genså det på computeren var det næsten lige så flot. Nogle af de store raketter spredte en byge af små raketter og det fyldte næsten hele himlen. Og det var lige over hovedet på os. De eksploderede i flere lag så vi begge fik en fornemmelse af at de ville angribe os så enormt var det. Så tingene passer jo igen. Jeg har altid sagt at der er en mening med alting. Og det var meningen at vi skulle ende her og få vores livs flotteste nytårsaften. ( og vi har jo nogle stykker at vælge mellem – nogle af os flere end andre )

Hvis det kan lykkes mig vil jeg prøve at uploade videoen på et tidspunkt hvor vi har rigtig god internetadgang. Men den er stor så jeg tror måske ikke det lykkes. Vi får se.

Nå men så alt det gode.

Ny kontrolboks til køleren og den kan igen selv finde ud af at holde temperaturen.

Nye vantskruer bliver monteret da de gamle ikke alle er til at stole på.

Man kan forhåbentlig nemt se hvilken en der er den nye.

1. januar 2017

Vi starter det nye år med at ønske godt nytår til alle med et lille glas enkelt til morgenkaffen.

En lille enkelt til morgenkaffen - venligst sponceret af Ulla.

Det har været en stille og rolig dag. Vi har været lidt på stranden og se på ”turister” og fået et godt måltid mad.

Vi var også en tur omkring mangroven hvor denne fætter sov til formiddag.

Broen åbner altid sidste gang klokken 1700 og det er altid spændende at se hvem der kommer ind. I dag kom der 2 katamaraner. Helt klart charterbåde og helt klart at de var sammen. Det lyste ud af dem. De kommer begge sejlende med fendre hængt ud så vi tænker de nok går i marina. Men nej – det gør de ikke. Fik jeg nævnt de begge var franske?  Det gør os altid særlig opmærksomme. Den ene smider anker lige ved siden af os og vi holder skarpt øje med ham.  Det lykkes ham ikke at få ankeret til at holde så de flytter længere frem og noget til venstre for os. Til gengæld ser vi at det kun er den ene der kaster anker mens den anden binder sig på siden af ham. Det var det fenderne skulle bruges til.  De ligger tilpas langt væk og vi er ikke meget bekymrede så fred være med dem.

Det var ikke meget nattesøvn vi fik sidste nat så klokken er ikke meget over 1900 før jeg opgiver. Jeg går ud i kahytten og læser en halv times tid og lægger mig til at sove. Tommy er ikke så træt så han læser lidt længere. Der er stadig fyrværkeri til overs fra i går og der bliver skudt af flere steder. Klokken er så småt ved at være 2130 og jeg vågner ved at der er en kraftig salve men gider ikke stå op for at se det men det gør Tommy heldigvis. Det der får mig til at vågne helt er at jeg hører ham løbe ud på fordækket og så råber han så højt at alle i ankerbugten har hørt ham. Det vil jeg vædde med. Jeg farer op fordi jeg godt ved der er noget helt galt og jeg har også en mistanke om hvad.

Ganske rigtigt – de 2 franske katamaraner er gledet for det ene anker de har brugt og ligger nu mindre end 2 meter foran os. Bundet sammen så de ikke bare lige kan starte motoren og køre frem. Og derud over ser alle 6 – 8 besætningsmedlemmer totalt forvirrede ud over at vi nu ligger der og med deres typiske franske arrogance er det naturligvis os der er galt på den. Det får Tommy nu hurtigt forklaret dem at det ikke er tilfældet og de bliver på alle sprog han kender kommanderet til at flytte sig NU.

Ser du – så skal man jo lige finde ud af hvordan man gør det. Er der en der finder manualen for nu skal vi rigtig tænke os om. Der var ikke en eneste af dem der vidste hvad der foregik og vi sidder tilbage med en følelse af total uansvarlighed og dårligt sømandskab.

Vi bliver aldrig glade for franske sejlere. De aner virkelig ikke hvad de har med at gøre.

Tommy sidder helt ude på spidsen og holder stadig et skarpt øje med de franske både.

Ja – nu er muligheden for at sove jo spoleret så vi sidder et par timer i cockpittet og læser og krydser. Præcis klokken 2330 råbes der op ude foran og vi skal naturligvis se hvad der er galt og bliver ikke det mindste forbavsede over at se at den ene af katamaranerne skrider igen. Denne gang nåede han ned og ramme en ubeboet lille sejlbåd der lå for en mooring.  Så snart han bliver alarmeret af råbene kommer han op og begynder at sejle fremad – med anker og kæde nede i vandet. Det er jo ok hvis man bare skal fri i en fart men han fortsatte med det hele vejen op forbi den anden katamaran og vi tænkte at han også tager ham fri af undergrunden men det gik – meget mærkeligt men nu til morgen kommer vi op og ser at de begge ligger forankret hvor de lå i aftes. Men det har været en urolig søvn hvor man instinktivt har lyttet efter uvelkomne lyde.

4. januar 2017

Vi er her stadig for vi har mekaniker der skal forsøge at skifte udstødningsalbuen ud men boltene er så rustne at det tager en halv dag for ham. Vi skal også have udskiftet ledningsnettet til motoren- Det er irret væk. Et nyt er bestilt i USA og burde komme på fredag – nu ser vi om det er tilfældet. Vi tror det ikke før vi ser det. Endelig lykkes det mekanikeren at få skiftet den albue. 

I  morgen skal vi ind og have ny ankerkæde men mere om det næste gang i Joy-nyt.