Marts - April 2018

Marts – April 2018

 

Vi ligger stadig for anker i North Sound og nyder i sandhed det gode vand. Ikke uden en vis betænkelighed idet der er en stor fisk der har taget ophold under vores båd. Vi kan ikke se om det er en barracuda eller mere sandsynligt en Tarpon. Den første har store tænder den anden er tandløs så vi har vedtaget det nok er en Tarpon. Vi skal jo bade og den trækker fornuftigt nok hen til kølen når vi stikker vores bare måse ned i vandet ude bag båden. Det er ikke uden betænkelighed (mest for nogen af os) idet vi på Virgin Gorda så hvordan en Tarpon kan suge sig fast til et fiskeskind som folk morede sig med at holde ud over vandet hvor der svømmede en stor flok rundt og forventede at blive fodret. De sprang op af vandet og fangede skindet men kunne ikke holde fast i det fordi de ingen tænder har. Men der skal jo ikke meget fantasi til at forestille sig hvad det kunne blive til. Og dertil har ”man” visse dele for kær.

 

Vi ligger for anker i en bugt der ligger syd for en ø der hedder long Island. Det er en stor hotel ø og der transporteres forskelligt til og fra denne ø.

En af de ting vi så komme, er denne pram med en lastbil ombord. Han har to enorme palmetræer med. Gad vist hvad de koster – sådan et par størrelser.

 

 

Men det er ikke det mærkeligste vi har set. Det er denne hjul trukne maskine. Ikke en damper men princippet er det samme. Hvad han lige præcis laver kunne vi ikke regne ud men han forsvandt rundt om hjørnet - ud på vandet og så så vi ham først mange timer senere. Han havde ikke noget med tilbage så det henstår i det uvisse.

 

 

Vi er på vej tilbage til Jolly Harbour og dette syn bliver vi nok aldrig trætte af – gør du?

 

Og så ligger vi her i Jolly Harbour - stille og fredeligt og så kommer der nogle voldsomme slask op bag i båden. Det er en mindre motorbåd der sejler med en vandskiløber bag sig. Han sejler ind mellem bådene her på ankerpladsen og der er flere af de foranliggende der råber efter ham. Det vil han ikke finde sig i og han vender båden og sejler hen til dem. Så kommer der et højlydt skænderi hvor det eneste vi kan få ud af det er F- ordet igen og igen. Så pludselig sejler den lille båd lidt væk men bliver liggende på pladsen. Der ligger han ca. 10 min før der kommer en båd rundt om hjørnet i en voldsom fart. Det er Coast Guard der er blevet tilkaldt og som det ser ud for os, er det den lille båd der har tilkaldt den. Det tog det meste af 1.5 time for dem at få afklaret problemet og vi tænker - hvad sker der nu. Er båden for anker nu blevet landsforvist eller?

 

Vi fandt aldrig ud af hvad resultatet af forhandlingerne blev.

 

6. april 2018

 

Vi venter en del vind den næste uges tid så vi har vedtaget at vi lejer bil et par dage og kører øen rundt og får set lidt andet end det vi plejer at se på.

Vi lejer en lille KIA som er næsten ny og vi tænker det er fint med en lille bil. Vi skal jo lige vænne os til venstrekørsel – især rundkørslerne er væmmelige. Men selv om den lille bil er næsten ny er affjedringen allerede ødelagt. Deres veje er fyldt med store huller og brønddæksler der er ca. 10 cm under vejens niveau. Så selv om vi prøver at komme udenom så dumper vi i et hul en gang i mellem. Og du godeste – det er noget der giver genlyd. Det lyder som om den lille bil er ved at falde fra hinanden. Men den har aircondition og automatgear så vi kan ikke forlange mere. Måske lige at bremserne ikke skurrer så meget når vi bremser. Godt vi kan sætte den i lavgear og lade den trille ned af bjergene uden at vi behøver at bremse noget videre.

 

Vi ender ovre på østkysten og vælger et lille sted ude på stranden hvor vi kan få noget frokost.

 

 

Man kan godt se der er pålandsvind men det er behageligt hvor vi sidder.

 

Selv om det ser noget primitivt ud så er maden de serverer vældig god.

 

 

Og – vigtigt - øllen er dejlig kold.

 

Senere på dagen kører vi ned til at udsigtssted. Det er en gammel borg der nu tjener til forlystelse for alle der orker at køre herop.

 

 

Det er dette der trækker. Udsigt ned over English Harbour og Falmouth Harbour. Desværre er det blevet lidt overskyet.

 

 

Og se lige denne svend der står på et stendige. Den er ca. 50 cm. Høj. Ikke en man skal spøge med.

 

 

Denne skal man vist heller ikke tage en sving om med!

 

 

 

Jeg er ikke ekspert men mener at vide det er en Agave, måske. Den blomstrer og det er ikke snyd – den er virkelig meget stor.

 

 

Vi parkerede bilen ved siden af så man bedre fornemmer hvor stor den egentlig er.

 

 

Sådan en strand kunne man godt tænke sig at tage med hjem.

 

17 april 2018

 

Den ene dag tager den anden og vi tænker at det er ved at være sidste chance hvis vi vil opleve noget så vi bestemmer os for at tage en dagstur til naboøen Montserrat. Montserrat har en stadig aktiv vulkan og da vi var her i 2010 gav den en ordentlig bøvs fra sig som resulterede i en askesky der bredte sig over et kæmpestort område. Vi lå for anker på den anden side af Antigua og var således adskillige sømil væk. Men det blev vindstille og støvskyen bredte sig over himmelen og det blev tusmørke midt på dagen og da vi stod op næste morgen, var båden dækket af et tyndt lag aske. Nu ville vi over og se rigtig på den og de skader den har forvoldt siden den første gang - i nyere tid - gik i udbrud i 1995.

Vi tager hurtigfærgen fra Antigua. Det tager en god times tid. Det ville have taget os hele dagen hvis vi havde skulle sejle selv.

Montserrat mistede 2/3 af det beboede område inkl. deres hovedstad i årene 1995 – 1997. Der har været mange udbrud siden men den store skade skete i de år. Det er ikke en typisk vulkan som vi ser på video hvor der vælter lave ned i stride strømme. Dette er en der udvikler aske som så kommer ned i støvskyer og senere i mudder laviner. Det er på den ene side fascinerende at det kan ske, men skræmmende hvor hurtigt alt bliver ødelagt. Vi fik fortalt at der havde været eksperter på øen i 1985 og studeret vulkanen og de videnskabelige undersøgelser fortalte at man forventede at den ville gå i udbrud inden for de næste 10 år. Det var ret præcist da den gik i udbrud i 1995. Men (vi syntes jo det er typisk men det må vi vel ikke sige højt) myndighederne gjorde ikke det fjerneste. Det går jo nok. Men de var advaret og følgerne blev forfærdelige. Alle de mennesker der mistede deres huse og som endnu ikke kan vende hjem – dem var der ikke plads til på øen og de blev tilbudt at flytte til England og de er endnu ikke vendt hjem. Det reducerede øens befolkningstal fra ca. 12000 til 4800. De tilbageværende indbyggere er nu ved at lave en ny hovedstad men det tager lang tid når man ikke har nogen penge at gøre det for.

 

Her ser man ud over det område det gik værst ud over. Alle bygningerne i det område er enten begravet i aske eller ubrugelige på grund af gasserne der til stadighed kommer her.

 

 

Dette ligner en almindelig grusgrav men er i virkeligheden aske der er ved at blive kørt væk. Det bliver sorteret og eksporteret fordi man har opdaget at der er mange nyttige stoffer i.

 

Man må stadig ikke færdes i området men i yderkanten er der i øjeblikket tilladelse til at se på skaderne. Dette er et tidligere hotel som fik så meget aske på sig at dele af taget brød sammen. Her går vi i receptionen og der er ca en halv meter aske på hver side af den sti der er blevet dannet af nysgerrige turister som os.

 

 

Dette er aske der er skrabet til side for at fritlægge asfalten. Det er næsten som når det har sneet kraftigt hjemme og sneen er lagt ud til siden. Dyngen er ca 1,5 meter høj.

 

 

Det ligner jo en hver anden grusgrav. Det er da godt de får noget fornuftigt ud af asken. Det bliver eksporteret til de andre øer herude og vi har bemærket de pudsige småsten folk har i deres indkørsel. Nu kan vi se det er materiale fra vulkanen.

 

Her et billede fra deres vulkan observatorium. Det er taget samme sted fra som billederne der kommer herunder. Bemærk det lille hvide hus med det røde tag.

 

 

Dette billede er et jeg har taget af de postkort vi købte med.

Det øverste er et aftenbillede under selve udbruddet.

Det nederst til venstre er askeskyen der kommer væltende ned mod observatoriet og det lille hvide hus med det røde tag.

Det sidste er udbruddet om natten.

 

Alle billederne, både postkortene og mit billede, er taget fra deres vulkanobservatorium.

Vi så en video der var optaget samme sted fra hvor man kan høre en af videnskabsfolkene sige – blæs vind blæs. De står og ser denne kæmpesky komme bragende mod dem. Vi var rystede da vi havde set videoen. Vi har købt en kopi med hjem så hvis nogen vil se den er I velkomne.

 

Det var en dejlig dag der for nogen af de andre gæster blev sluttet noget hårdt af.

Da vi kom ombord på færgen for at sejle tilbage til Antigua, blev vi instrueret i sikkerhed som på en flyvemaskine. Dog med den ene tilføjelse at ( if you are going to be sick…) hvis du skal kaste op… så er der poser bag ryglænet på stolen foran dig.

OG DET BLEV DE.

Det var en meget urolig tur hjem. Søen var foran for tværs. Det vil sige at katamaranen blev vippet sideværts samtidig med at den gik op og ned. Og for det meste faldt den hårdt ned i vandet efter en tur på bølgetoppen. Jeg fandt hurtig ud af at det mest afslappende var at lægge mig ned. De spillede udmærket musik. De gamle engelske travere med Cliff Richard osv. så jeg lå og sang med. Jeg ved ikke om det var for meget men der var nogle stykker der havde den der karakteristiske lyd når de befinder sig med hovedet nede i potten og hellere vil være døde end levende. Og det lugtede også som om de allerede var klar. De havde ikke så god en tur.

Vi andre klarede den i fin stil. Andet ville også have været pinligt.

 

28 April 2018

 

Vi går jo og venter på at vores båd skal hjem. Det er en mærkelig følelse. På den ene side kan vi godt lide at være her og på den anden side kan vi godt mærke vi bare går og venter på at få det overstået. Vi er nok også ved at være fyldt op med varmt blæsevejr. Det er mest behageligt om morgenen og aftenen. Efterhånden som vi kommer længere hen på året bliver her varmere. Markant. Nu har vi det næsten som da vi var på Trinidad. Sveder hele tiden og selv om natten bliver der visse dage for varmt. Så det er nok godt nok vi skal hjem.

 

Det ser nu ud til at vi har fået en dato der er nogenlunde til at regne med. Tilsyneladende bliver vores båd læsset ombord på fragtskibet mellem d. 12 - 16 Maj. Og skulle så lande i Rotterdam ca d. 2 Juni.

Derfra sejler vi den så selv den sidste bid hjem.

 

Men mere om det næste gang.