Juni 2018

Maj 2018

Vi ligger for anker i Jolly harbour og ved vi er tilsagt til at få båden læsset på fragtbåden – den hedder Kingfisher – kl. 1845 d. 24. Maj.

 

Vi sejler derhen allerede ved middagstid for lige at se hvordan det skrider frem. Vi prøver også at kalde dem på VHF men får ikke noget svar. Men så pludselig ser vi at der ligger en e-mail til os. At de pga tekniske vanskeligheder på dækket ikke kan læsse os d. 24 men først tidligt næste morgen.

 

OK så sejler vi da bare over til Deep Bay og smider anker der og tænker: så sparer vi da en overnatning på hotel. Vi har heldigvis stadig mad ombord. Lige som vi skal til at tage os en velfortjent trøste sundowner ringer telefonen og vi genkender det nummer vi har fået opgivet til firmaet. Jeg svarer telefonen og i løbet af det næste minuts tid ændres alt. De vil gerne have vi kommer NU – de venter på os. Vi fandt aldrig ud af hvorfor i alverden de så havde sendt os den mail at vi ikke kunne blive hejst op den aften.

 

Men så fik vi travlt for vi havde afbrudt al nedpakning af båden da beskeden kom. Det ville tage os ca. en halv time at komme tilbage til Kingfisher og mens båden selv sejlede ved hjælp af vores dejlige autopilot fór jeg ned for at bestille et hotelværelse. Vi havde heldigvis, dagen i forvejen, kontaktet en taxichauffør og fået hans telefonnummer og lovning på at han ville køre os til hotellet om aftenen.

 

Selve læsningen var professionel og gik som smurt.

 

 

Her hænger hun jo fint...

 

 

Nu står hun på dækket og er ved at blive understøttet og strappet.

 

 

Her ser man dækket fotograferet med drone. Det er JOY med vores blå jolle på dæk. Se pilen.

 

Vi ankommer til et ualmindeligt dejligt hotel med pool- og havudsigt og tilbringer hele næste dag med at slappe af og vente på at vi skal i lufthavnen ved 1800 tiden.

 

 

Poolen lige uden for døren og Havet ude bagved. Fantastisk hotel.

 

Turen til London går fint men fordi vi måtte lave vores billetter om i sidste øjeblik, var der ikke flere afgange til København så vi fik 10 - 11 timers ventetid i Heathrow lufthavn. Noget træls men det gik jo alligevel. Men da vi blev mødt af Ulla og vores meget savnede hund i Kastrup var det hele glemt. Nu var vi endelig hjemme og det har vi godt nok længtes efter længe. Vejret herhjemme var heldigvis også lidt koldere end Antigua men også kun lidt.

 

5. juni 2018

 

Nu har vi fået besked. Vores båd bliver losset på lørdag/søndag i Rotterdam så vi har lige bestilt flybilletter og er ved at pakke kufferter. Vi glæder os til at komme ned til Joy igen og få resten af turen overstået. Vi trænger til at komme ind i en kedelig daglig gænge.

 

Torsdag d. 7 juni 2018

 

Vi er klar til at tage af sted i morgen da der indløber en mail fra agenten i Holland. De er ved at lægge sidste hånd på toldpapirerne og udbeder sig bevis for at vi har købt båden og at der er betalt moms af den. Det kan vi sådan set godt vise dem bortset fra at Tommy ikke har betalt momsen fordi han købte båden brugt. Og det indebærer jo at momsen allerede er betalt. Vi har også et dokument fra langturssejlerne at momsen er betalt så det er ikke noget problem.

Men så kommer problemet. Vi var ikke – men er nu i høj grad blevet – klar over at der er en 3 års regel. Hvis man tager varer – f.eks. biler, både eller andet ud af EU i mere end 3 år skal der betales moms når det kommer retur. Jeg googlede det med det samme og det er sandt – sådan forholder det sig. Hvem i H…… der har lavet den regel og hvori det rimelige består fremstår som et kæmpe spørgsmål for os. Vi har s.. da selv betalt både båden og dermed momsen så hvorfor er det overhovedet kommet så vidt at man kan blive opkrævet moms igen. Vi er rystede og vrede.

Vi har jo været på Guadeloupe sidste år og da det betragtes som Fransk territorium kan vi måske snige os igennem på den måde men lige nu sidder vi med hjertet oppe i halsen og bliver blege trods 3 måneders solbrændthed.

Vi har heldigvis toldpapirerne fra Guadeloupe med hjem sammen med bådpapirerne og vi har nu scannet det dokument og sendt til tolderen i Holland. Og så er det meget svært at sidde her og skrive med alle fingrene krydset. Så i stedet har jeg krydset et par tæer så længe det varer.

Vi lever livet ufrivilligt spændende.

 

Fredag d. 8 Juni

 

Turen til Holland går fint. Flyet er forsinket en halv time – selvfølgelig – det er forventet men vi har ikke noget hastværk. Vi får vores bagage og finder en automat til at købe billet til toget til Rotterdam. Passer lige akkurat. Vi venter få minutter så er vi på toget. Det tager en lille halv time så er vi i Rotterdam.

 

Hotellet ligger lige om hjørnet så det er nemt. Vi havde ikke meget tid til at udse os et godt hotel så det var bare det første men – viste det sig – ikke det bedste. Det var nyt – gud bevares – men småt. Der var 20 cm fra hvor sengen sluttede til den modsatte væg startede. Ingen kaffemaskine – og det er alvorligt – og så lydt at jeg ikke fik sovet meget. Vi kunne tydelig høre hvis naboen var på toilettet eller hvis han hostede. Alle dørene i hele hotellet har været åbnet og smækket i igen, i løbet af natten. Det vil jeg vædde på. Så meget uro har vi aldrig været ude for. Vi var ikke i tvivl om at vi skulle finde et andet hotel til næste nat.

 

 

Det var kun lige akkurat de kunne få plads til sengen. Det er godt nok det mindste hotelværelse vi nogensinde har været på.

 

Vi har fået mail om af Kingfisher ankommer til Rotterdam i løbet af dagen. Men hvor det før var ved middagstid er det nu i løbet af eftermiddagen. Og så skal tolderen først inspicere skibene og vi aner stadig ikke om de har godkendt vores Guadeloupe tur som ”Europa”. Alternativt skal der betales 21 % moms. Og vi vil hellere bygge hus for de penge. Som vi i øvrigt ikke lige har på kontoen.

 

Da vi ikke ser en mulighed for at komme ombord på Joy i dag, booker vi et bedre hotel. Her er alt hvad der skal være og det er luksus i forhold til det andet. Og – uforståeligt nok – samme pris.

Nu venter vi spændt på den næste mail der – tæerne er igen krydsede – forhåbentlig siger at alt er ok og at vi kan få frigivet JOY fra sit fangenskab og få hende ud på havet igen.

 

Og så har vi lige modtaget en WhatsApp meddelelse fra en af vores venner der valgte at sejle turen hjem i stedet for at få den fragtet. De har haft en rigtig møjtur. Ingen vind skiftevis med så hård vind at der røg et storsejl. 24 dage over Atlanten i stedet for de forventede 18 dage.

Vi er bare så glade for at vi valgte at springe over hvor gærdet er lavest, blot håber vi at det ikke kommer til at koste os for dyrt.

 

Søndag d. 10 juni.

 

Det kommer vel ikke bag på nogen at Kingfisher ikke anløb Rotterdam i går. Den skulle så have været her til middag men blev udsat til eftermiddag og nu til morgen – søndag – kan vi se hun stadig er i den engelske kanal. Hun er endelig kommet til kaj nu her ved middagstid og et telefonopkald til loadmasteren fortæller os at tolderen stadig er ved at gennemgå skibene og at det ikke er sikkert, det bliver i dag men måske først i morgen. Så som konsekvens af det koster det os endnu en overnatning på hotel. Vi er nødsaget til at booke hotellet da vi kan se at der er næsten alt optaget i Rotterdam i øjeblikket. Vi er ikke særlig tilfredse pt bl.a. fordi vi stadig intet har hørt fra agenten her i Rotterdam. Vi aner ikke om vi er købt eller solgt, men nu har vi da tag over hovedet endnu en nat hvis det skulle blive nødvendigt. Og vi havde allerede bestilt to frokostpakker her på hotellet som nu er sat i køleren. Så har vi mad til den første del af turen – hvis vi kommer af sted.

 

Hvad vi er spændte på, er angående nøglen til Joy. Vi har nøglen her hos os og ingen spurgte om den da vi forlod hende. Hvordan vil de inspicere en båd de ikke kan komme ned i. Er de tilfredse med at lade en narkotikahund snuse til hende eller er vi nede i kistebænke og gemmerne for at se efter spiritus eller andet. Eller hvordan har de tænkt sig at gøre det. Endnu et opkald til Loadmasteren fortæller at de ikke kan inspicere vores skib da de ikke har nøglerne. Det vidste vi jo godt og tilbød naturligvis at køre ud i havnen med dem. Da vi 20 min efter ankom fik vi at vide at tolderen lige var gået til frokost og at de ville være tilbage en times tid senere. MINDST. Vi ventede igen ukristeligt længe men endelig kom de da. Vi hilste pænt på og det første de spurgte om var hvad de ville finde ombord. Vi fortalte som det var, at der ingen cigaretter, narkotika eller våben var ombord. Og så spurgte de om vi havde konkylier ombord. Ja – det har vi da svarede jeg. Og så fik vi os en lille diskussion om det men det viste sig at de ville godkende en og allerhøjst op til 3 hvis det var ”til eget brug”. Men ikke hvis det var til videresalg. Hvor meget spiritus har I? spørger de så. Åh – det ved vi altså ikke helt. ” 1 flaske, nej mere, 2 flasker? nej vi har nok lidt mere men vi ved det faktisk ikke så lad os se på det deroppe. Jeg skulle ikke have noget af at indrømme hvad vi havde med. Det viser sig at de ca. 4 liter spiritus de fandt i barskabet, blev accepteret og jeg havde ikke travlt med at fortælle at de havde overset 3 – 4 1,75 liters rom i et aflukke. Og det var faktisk bemærkelsesværdigt idet de var i alle gemmerne i skibet. Den ene af stikkøjerne er fyldt til renden med alt fra cykler, dykkerflasker til indkøbstasker. Den tolder der kastede sig over det, svedte bravt. Men de var tilfredse og fandt ikke noget ulovligt. De var ovenikøbet så flinke at de kørte os tilbage til hotellet da de var tilfredse med at de ikke fandt noget. Det skulle vi belønnes for. De skulle bare vide.

 

Men alt dette er bare småting i forhold til det der kom senere. Selv om tolderne ikke havde fundet noget ville de ikke frigive os for dem der inspicerer båden, er ikke dem der laver papirerne. Og de tog sig rigtig god tid. Vi ventede i timer uden fremskridt. Og det værste for de andre var at vores båd stod i vejen for de andre så fordi når vores båd ikke kunne søsættes så kunne de andre heller ikke.

 

 

Joy på dækket mens de er ved at sætte stropper på hende.

 

 

Og her er hun på vej ud over kanten.

 

 

Vi er nu kommet ombord mens hun hænger halvvejs nede.

 

Loadmasteren bestemte på et tidspunkt at vi ville blive søsat alligevel og måtte så bare ligge og vente på at få tilladelse til at sejle. Vi lagde os ned i enden af bassinet og benyttede tiden til at få sat sejl. Vi havde ikke ligget der længe før politiet kom og forsøgte at jage os væk. Det afviste vi pure med begrundelsen at toldvæsenet ikke havde frigivet os. Punktum. Han ville have det sidste ord så han sagde at han ville sende nogen ud til os. Men jeg ville også have det sidste ord og sagde bare anerkendende ”perfekt” og indikerede at det ville passe mig fint.

Det var jo meningen at den agent Peters and May havde anbefalet i Rotterdam skulle have klaret alle told dokumenterne for os. Men der kom hele tiden besked at bådene ikke kunne søsættes da tolderne ikke havde frigives dem. Vi var nogle stykker der ikke kunne bevise at de første ejere af vores både rent faktisk havde betalt moms da de købte bådene. Selv om vi har et dokument fra langturssejlerne der fortæller at der ikke kan handles brugte både i Danmark uden momsen er betalt, ville de ikke godtage det. Det er bare et dokument fra en forening – det er ikke en bønne værd i Holland.

 

Jeg skal spare jer for alle fortrædelighederne men dog fortælle at agenten i Holland fik tørt på. Vi var rasende over intet at have hørt fra dem før vi faktisk ligger og vil sejle og så mangler der lige det ene dokument efter det andet. De har haft over en uge til at ordne papirerne hos tolderne så vi var fnysende. Vi søgte hjælp i Danmark hos langturssejlerne, det hjalp heller ikke rigtig noget. Det var først da vi fik fat i sælgeren af vores transport at der skete noget. Han har talt med store bogstaver et sted, for der gik ikke en halv time fra vi havde talt med ham, til vi fik signalet om at vi var frigivet og kunne sejle. Vi takker mange gange. Det mest absurde i det, er at både fra før 1985 ikke er omfattet af pligten til at kunne berigtige momsen. Og da vores er fra 1983 havde vi slet ikke haft nødig at være dette cirkus igennem hvis altså agenten i Holland havde kunnet sit stof. Og hvad der forarger mest, er at det er EU regler som tolderne skal administrere og at de ikke kender de regler de skal administrere, er rystende ud over alle grænser. Vi er vrede og stærkt forurettede.

 

Men det der var mest bekymrende i starten, var at vi blev opmærksomme på at der findes en 3 års regel. Det betyder at hvis man udfører enten en bil, båd eller anden genstand og den er ude af EU i mere end 3 år så skal der betales moms igen af genstandens værdi. Vi har været ude af EU i 10 år og hvis ikke det var fordi vi havde været en tur i Guadeloupe – der betragtes som fransk domæne og dermed EU – så havde vi været på den. Men det blev overhovedet ikke nævnt så det var vores mindste bekymring.

 

Endelig er vi på vej. Vi har fået sat sejl og er klar til den engelske kanal – troede vi. Storsejlet røg allerede før vi nåede kanalen og da vi alligevel forsøgte om det kunne gå, blev vi mødt af nogle bølger der var urimelig store. Så store at vi ikke ville kunne sejle op i dem uden storsejl. Så med frustrationerne temmelig meget udenpå vendte vi om og måtte sejle 3 timer tilbage til Rotterdam inde i floden og fandt der en lille marina vi kunne ligge i natten over. Storsejlet blev repareret og det var tid at prøve igen.

Næste morgen - tirsdag d. 12 juni - startede vi ud klokken 4. Det ville passe med tidevandet i floden og forhåbentlig ville bølgerne ikke være blevet for store endnu. Vi vidste godt at hvis vi havde medstrøm ud af floden ville vi have modstrøm ude i kanalen men kalkulerede alligevel med at dette ville være det fornuftigste da vi alligevel ikke kunne nå hele strækket på 6 timer. Det blev til 74 sømil i modstrøm og modvind med hårde kryds men autopiloten klarede det meste.

 

Vi havde lidt småtravlt for vi havde troet vi havde masser af tid til at nå Amsterdam hvor vi havde sat Bodil og Henning stævne. De skal sejle med os resten af vejen hjem. Vi ankom til Amsterdam klokken 18 og fik en plads i marinaen Sixhaven. Det er så smart at den ligger lige over for hovedbanegården så det var nemt da Bodil og Henning ankom klokken 23.

 

Næste dag tilbringer vi i Amsterdams små gågader. Og jeg ærgrer mig stadig over at jeg ikke huskede mit kamera. Der var et hav af butikker der solgte udstyr til hashrygning hvilket der også lugtede stærkt af alle vegne men det der slog mig, var antallet af butikker der solgte kager med ægte cannabis. Vi talte om at købe nogle med hjem men bestemte os alligevel for at vi havde haft nok vrøvl med toldere for de næste mange år. Det ville måske ikke være ulovligt men vi ville ikke tage chancen.

 

De næste dage går med at sejle på Hollands indre vandveje. Vejret er ikke altid for godt men det blev da til et par gode sejladser.

Det eneste vi ikke var specielt begejstrede for var at da vi forlod Enkheusen marina om morgenen. Det varede ikke en halv time før der kom store myggelignende insekter, nogle små udefinerbare samt nogle meget grønne nogen flyvende. Og de slog sig ned i tusindvis og det var helt umuligt at åbne munden uden de sværmede ind. De satte sig alle vegne og skibet så frygteligt ud.

 

 

Det her er bare en lille del af de insekter der valgte at dø på dørken. Der blev fejet håndfulde op men kameraet var nede i båden og der måtte ikke lukkes dyr derned så billeder blev det ikke til meget af.

 

 

Her ligger vi og venter på en af sluserne mens vi alle ihærdigt forsøgte at vifte, vaske og tørre insekterne væk fra bådene. Det tog ca. 3 timer fra vi ankom til vi rent faktisk kom igennem slusen så der var tid nok til hovedrengøring. Der var et mylder af sejlbåde der ikke kender til de uskrevne regler om at blive i køen. Jo mere man kan mase jo bedre. Heldigvis var vejret godt og vi fik en fin tur ud til Harlingen. Det er en hyggelig by med havn i kanalen midt i byen – omtrent som i København. Masser af gamle træbåde gjorde hinanden stævne og gav os andre noget at se på.

 

 

En af de gamle træbåde i Harlingen.

 

Hollænderne har jo en bestemt slags fritidsbåde der er særlig velegnet til deres farvande. De er fladbundede med store sværd de kan sætte i vandet hvis dybden tillader det. De er så charmerende at jeg ville ønske vi havde havneplads der kunne rumme sådan en men de er næsten lige så brede som de er lange så – glem det.

 

 

Typisk hollandsk båd i Harlingen kanal.

 

Turen fra Harlingen til Vlieland var ikke lang men til gengæld begivenhedsrig. De fleste af de gamle både der lå i Harlingen skulle samme vej som os. Alt er jo tilrettelagt så det passer med tidevandet så derfor tog vi alle af sted ca. samme tid. Og der er virkelig knald på tidevandet. Man skal være meget opmærksom for man kan lige så let som ingenting blive sat ud på en af bredderne idet der er sejlløb som det er klogest at følge da der ikke er mere end ½ - 1 meter vand udenfor og det er ved højvande. Ved lavvande er det tørlagt område. Denne lille sejlbåd skulle have hjælp til at komme af igen – han havde glemt at se sig tilbage for havde han gjort det havde han opdaget at han blev sat ud af renden.

 

 

Endnu en af de gamle flotte både.

 

Inden vi ankommer til Vlieland er det blæst op og det er et meget lille havnehul som vi alle ville igennem i en lang række. Det gik dog fint på trods af kraftig strøm på tværs af hullet.

 

 

Kraftig strøm ved bøjen.

 

Vi fik en fin plads og regnede ud at hvis vi skulle have fordel af medstrøm ude i Nordsøen skulle vi sejle klokken 5. Så vi planlagde at stå op klokken 0430 men da vi gjorde det stormede det og hylede i masterne og det tog ikke mange minutter før vi gik til køjs igen. Afgangen må udsættes. Vi gider ikke storm. Få timer senere var vinden væk og vi tog af sted til en lang men fin sejlads til Borkum. En lille ø uden faciliteter men de serverede en fantastisk jægerschnitzel i deres restaurant. Denne og næste dags sejladser er ude i Nordsøen. Den kan godt være noget barsk men vinden og medstrømmen og ikke mindst bølgeretningen var gunstig så vi fik nogle rigtig gode dage med fart rekord. Og vi kedede os ikke for vi skulle krydse storskibsruten og havde nok at gøre med at holde øje med coastere og containerskibe. Vi vælger at tage til Helgoland fordi retningen vil være fin og fordi vi hellere vil tage til slusen ved Kielerkanalen i dagslys næste dag. Igen tilpasses sejladsen så vi får medstrøm ind i Elben. Og det var noget der ville noget. Her – uden sejl men for motor – logger vi ca. 9,5 knob. Da retningen blev gunstig for et forsejl var vi oppe på 10,8 knob.

 

Slusen i Brunsbuttel gik som smurt og vi lagde os ind i en lille marina hvor man ligger udenpå hinanden. Vi lå uden på en noget mindre båd. Det gav ingen problemer før vi blev vækket ved midnat af mande stemmer der talte meget højt. De lagde desværre uden på os og trampede på dækket så hele skibet blev vækket.

 

 

Så kom der sådan en djævel af en tysk båd uden på os.

 

Onsdag d. 20 juni 2018

Kielerkanalen ligger foran os. Ca. 100 km kanalsejlads. Hvorfor de udregner at søvejen er i km og ikke i sømil, vides ikke.

Det er ikke så trafikeret i dag men vi fik da lov at se nogle store fragtskibe der skulle mødes på et særligt bredt stykke af kanalen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er ikke så trafikeret i dag men vi fik da lov at se nogle store fragtskibe der skulle mødes på et særligt bredt stykke af kanalen.

 

 

Og transport af vindmøllevinger er også praktisk på kanalen.

 

 

Men ellers var det 100 km lige ud af ”landevejen”.

 

Vel ude af kanalen render vi igen lige ind i kielerugen. Det gjorde vi også på vej ud i 2007. Og jeg skal love for at der var gang i kapsejladserne. Det ene felt efter det andet kom på tværs af vores rute og Tommy måtte hele tiden undvige. Besværligt fordi det er uforudsigeligt hvornår en hurtiggående hobiecat vender. Men der var også plads til denne hjuldamper.

 

 

Vi gør et pitstop i Marstal for at købe ind. En meget hyggelig lille by med de sødeste små gader, huse og stokroser i alle kroge. De har mistet deres færgeforbindelse til fastlandet og det har inspireret til at lave denne – ikke helt lille – protest.

 

 

Og de venter forgæves...

 

Vejret er ikke så fantastisk mere. Det blæser og begynder også at småregne.

Til gengæld vågner vi til en dejlig solskinsdag i Lundeborg. Den sidste nat er overstået for Bodil og Henning som står af i Korsør. Det har været hyggeligt at have selskab på turen og mit indtryk er også at de har fået en oplevelse af de hollandske indre farvande og sejlads i Nordsøen.

Vi sejler fra Korsør efter en dejlig frokost og sejler under Storebæltsbroen. Det gik fint selv om det ikke ser ud som om der er plads til masten.…

 

 

Man skuille ikke tro det men vi kan godt være der.

 

Men derfra gik det ikke så godt. Vi havde stadig modgående strøm, 10 ms modvind og bølgerne imod. Det er 3 meget besværlige størrelser hver for sig og samlet uoverstigelige. Så vi måtte krydse over til læ kyst. Men vi kan ikke holde højden på grund af strømmen så forsejlet må ned igen og i den proces – på grund af den kraftige vind – slår skødet voldsomt fra side til side og jeg når ikke at få det strammet før det slår et slag ind og smadrer ruden i vores sprayhood. Nu har vi sejlet helt ud til Caribien og tilbage igen og på den næstsidste sejlads går den i stykker, Bittert og det tager nogle timer før jeg ikke ærgrer mig grøn. Vi valgte at sejle til Kerteminde og holde øje med vejrudsigten men her lørdag d. 23. juni – bålløs Sankt hans aften – indser vi at det ikke bliver i dag. Så der er kun søndag tilbage for jeg SKAL på arbejde mandag morgen. Vi krydser alt hvad der kan krydses og håber vi når hjem før jeg skal op mandag morgen.

 

Vi starter fra Kerteminde i kraftig vind og en del modstrøm men vi kravler op langs den fynske kyst og krydser ud i storebælt/samsø bælt med en god vinkel til vinden. Og efter et par timer løjer vinden og vi må sejle for maskine men til gengæld kommer solen frem og vi får en fin hjemtur i T-shirt. Vi er endelig hjemme og går på grund få meter før vi når vores plads. Det er lavvande så vi må på den igen i morgen og flytte båden fra en låneplads hjem til vores egen.

 

Mandag d. 25. juni 2018 og Joy ligger på sin plads efter et anstrengende eventyr i Caribien. Det har været sjovt og vi fortryder ikke vi gjorde det men vi er enormt glade for at være hjemme igen.

 

Dette var det allersidste Joy nyt. Håber ikke I har kedet jer for meget.

 

Sejlerhilsen Anna og Tommy