Januar 2017 - Februar 2017

Velkommen til Joy

Januar 2017 - Februar 2017

 

widget counter

Turen til Antigua sådan nogenlunde…

 

Sidst skrev jeg om vores mekanikerbesøg. Vi skal have skiftet udstødningsalbuen. Den er ikke bare rustet fast, den er også gennemtæret så der løber udstødningsvand ud i båden. Ikke meget men man ved jo aldrig hvornår hullet bliver større. Det har redet os som en mare siden sidste år. Da købte vi noget flydende metal på en tube og lavede en forbinding af elastikbind og metalpasta. Det lagde vi der – på undersiden af albuen hvor man ikke kan se hvad man laver – og lod det tørre. Det var sådan set en god løsning for den holdt tør men før da, havde den dryppet i lang tid ned på ledningssamlingerne til motoren. Derfor var de nu også tærede og alle dimserne der er i sådan nogle stik var simpelthen væk. Hvis vi havde vidst at ledningerne var ødelagte havde vi nok købt nyt med hjemmefra lige som vi købte en ny albue med.

 

Men det er ikke bare sådan lige at få gamle rustne bolte af. Fastnøgler og alt andet der er plads til kunne ikke få dem af, så mekanikeren besluttede at han ville skære dem væk. Der er så bare lige det at vores vinkelsliber brændte af sidste år og Tommy var ude og købe en ny på Trinidad. MEN der bruger de 110 V og så længe du er i marina kan du få den rigtige spænding men vores inverter laver 240 V så der kan maskinen ikke sættes i. NO PROBLEM – mekanikeren kører bare ind i ”shoppen” og henter sin omformer fra 240 V til 110 V. Sagen var så bare den at den ikke virkede. Vores nye inverter fra sidste år gav præcis den strøm den skulle man hvad hjælper det når vi ikke kan få den lavet til 110 V. Vi må ved lejlighed få os en omformer selv.

 

Hvad gør man så. Jo så anbringer man en lille mekaniker nede i maskinrummet og han knoklede som besat med at gøre præcis som min far har lært mig. Du må med en dorn og en hammer slå boltene løs. Med masser af slag – ikke hårde så du ødelæger bolten – men masser af dem, skråt ind på den ene af de 6 flader der er på en bolt og efter en million år går de løs. Og så er der selvfølgelig 4 af slagsen. Kun de 2 er til at komme til. Godt den søde lille mekaniker kunne sno sig.

 

 

Og så ventede vi ellers spændt på om ledningssættet ville komme fra USA til om fredagen. Jo – sørme – det var der og en anden mekaniker – eller rettere elektriker - brugte hele fredag formiddag med at udskifte ledningsnettet.

 

 

 

Herligt – nu kan vi igen stoppe motoren oppe fra cockpittet. Men alarmen virker stadig ikke. Kontrol af strømmen til den viste at den fik strøm men selv var brændt af. Endnu en ting der er ødelagt. Vi undrer os over hvad der er sket siden der er så mange ting der er ødelagt og så mange sikringer der er sprunget. Det ser ikke ud som et lynnedslag – tror vi da. Der er ikke tegn på noget brændt eller lign. Jeg har en gang ligget med strøm fra land hvor der var et lynnedslag i mastekranen hvorpå der var monteret strøm til bådene. Der røg generatoren og alle 220 V (hed det dengang) stikdåserne havde sortsværtning så man tydelig kunne se at der havde været gang i den.

Altså tilbage til alarmen. En ny alarm må installeres men den originale kan ikke købes herude så der må en anden uoriginal alarm på men det finder Tommy heldigvis ud af.

Vi opdagede jo også at vores dejlige Autopilot ikke virkede mere. Tommy har forsøgt alt men hver gang den får strøm springer den sikringen. Der er intet at se og vi aner ikke hvor på elektronikprintet fejlen er og selv om vi kunne se en eksploderet ting kan det ikke repareres. Så vi vejer for og imod. Det er en stor investering men vi har haft rigtig god gavn af den gamle – den sejlede os f.eks. hele vejen over Atlanten – så mon ikke vi giver os. Vi har heldigvis fået et økonomisk tilskud hjemmefra så vi bestemmer os for at købe den nye model der har afløst den model vi købte for 10 år siden. Den har et super lækkert design og er dobbelt så stærk som den gamle autopilot vi havde. Den kunne styre 4 tons og selv om vi vejer 3 gange så meget var det aldrig noget problem.

 

 

Vi er stærkt glade for den nye model.

 

Og så er dagen kommet hvor vi skal have ny ankerkæde. Vi sejler op og lægger os ved Island Water Worlds arbejdskaj og går ind og bestiller 200 feet - ca. 60 meter 10 mm kalibreret kæde.

 

Flot - ikke ?

 

Men først skal vi have den gamle kæde af. Vi har anbragt båden så ankeret ligger ind over land og så kan vi let hale det hele over på en palle. Og så skal der ellers gøres rent nede i ankerbrønden. Jeg har jo allerede spulet en masse rustskaller overbord men der var også en masse i ankerbrønden. Og der er jo ingen anden vej end at lægge sig på maven og stikke hele overkroppen ned i hullet. Resultat. Hullet blev rent og jeg havde blå mærker på det ene vingeben. Hvordan det lige kom, kan jeg ikke gøre rede for men jeg kan godt gøre rede for de blå mærker jeg fik på ribbenene. De kom nemlig fordi jeg lå og vippede over kanten på vores aluminiums gasflaske. Jeg kunne jo bare have fjernet den men den er lidt sær så den fik lov at blive og jeg fik lov at få farvede pletter på kroppen.

 

 

Jeg samlede rustbunken sammen i en pose og kunne fornemme at der var et par kg. I den.

 

Kan I huske den gamle kæde jeg viste billede af sidst?

 

Den gamle rustne kæde.

 

Og se så lige her – juhuu. Så flot en kæde har vi aldrig haft. Og nu er den lang nok til selv de vanskeligste ankringer.

 

 

Så er vi i princippet klar til at sejle tilbage til St. Kitts og videre til Antigua som egentlig havde været vores første prioritet men som grundet vejret og søen ikke havde været muligt.

Vi går ud ved broåbningen klokken 830 og gør båden klar. Klokken 9 sejler vi og så gik det ellers over stok og sten. Søen var ikke urimelig stor og vinden foran for tværs. God fart i båden og selv om vi sejlede for sejl fik vores nye autopilot aldrig sved på panden. Den styrede os med sikker hånd hele vejen til St. Kitts og vi kunne sidde/ ligge og se til. Meget behageligt. Den bliver vi glade for. Helt sikkert.

 

Tilbage på St. Kitts blæser det op. Det havde vi luret så det var derfor det var så fint at vi lige fik flyttet os i det døgn hvor vinden var medgørlig. Vi når desværre at indklarere før vi får checket vejrudsigten. Hvis vi havde nået at se den havde vi bare ligget for karantæneflag og var sejlet videre og havde sparet de penge. Der er nemlig dukket endnu et hul op i vejrudsigten. Vinden og søen går i nord og det er den bedste retning hvis vi skal øst mod Antigua. Vi har et døgn uden søvn fordi vinden er så kraftig at vi ikke kan sove. Vi ved vi ligger supergodt på 4 meter vand med vores nye anker fra sidste år og vores spritnye kæde fra forleden. Men alligevel er der ikke ro på. Vi venter 2 døgn før vi sejler for vi vil gerne have søen til at falde så meget til ro som den kan nå på et par dage.

 

Vi vælger at gå af sted meget tidligt fredag morgen. Vinden er 8 – 10 ms. Det er ikke urimeligt herude og bliver ikke bedre i den næste uge. Søen er spået til at blive 2,5 meter høje bølger. Det er lidt vel meget når vi, af erfaring, ved at det bliver meget mere. Det gør det fordi vi skal fra 5 meter dybt vand ud på 500 meter dybt vand i løbet af 1 sømil. Det betyder at urimeligt meget vand ikke kan få plads til at løbe frit men vil blive presset op i luften og resultere i højere bølger end lovet. Men der er ingen anden vej ud. Så vi sniger os rundt om øen i læ. Det går fint – rigtig fint – men vi ved det venter. Og vi ved også at det farvand vi er på vej igennem er fyldt med grunde der gør pladsen til vandet endnu mindre.

 

Vi har heldigvis vores kortplotter så vi kan se præcis hvor vi sejler. Ellers havde vi heller ikke gjort det. Vi holder den kurs vi har aftalt og kan se kæmpestore bølger der brækker ikke langt foran os. Jeg afgiver frivilligt rattet til Tommy for jeg ved jeg ikke er god til at time bådens bevægelser lige så godt som Tommy er. Og jeg har ikke kræfter til at holde den når søen lægger os om på siden, på vej sidelæns op over en megabølge. Og det er det vi kan se foran os. Og det blev præcis sådan som vi havde forstillet os. Heldigvis var det værste overstået på en halv times tid. Nu var det bare store bølger. Nogle af dem brækkede og gav vand i cockpittet men ikke noget der var farligt – bare irriterende.

 

Nu går det jo godt. Og så alligevel ikke. Fiskerne lægger garn eller hummernet ud her og det eneste man kan se er en hvid flamingo kugle på 20 cm. I diameter. Og den ser man ikke i modlys og stor sø. Vi ved ikke om det var sådan en kugle med tilhørende tovværk vi fangede men pludselig går motoren 500 omdrejninger ned uden at det var noget vi gjorde og samtidig ikke ville tage flere omdrejninger når vi gassede op. Ingen tvivl. Motoren skal stoppes og vi var enige om at vi sikkert havde fanget et tovværk. Det blev vi mere sikre på, da roret begyndte at opførte sig meget mærkeligt. Der kom nogle ryk i det som muligvis skyldes de kraftige urolige bølger men det var ikke noget nogen af os havde mærket tidligere så… vi er spændte på at komme til Antigua og få set efter om der er noget i skruen og roret og om maskinen i det hele taget virker.

 

Vi kom heldigvis fint igennem brændingen og havde ikke længere brug for maskinen til at hjælpe og da vi ankom til Antigua ved 3 tiden om eftermiddagen virkede både ror og motor igen som sædvanligt. Ingen fejl at finde nogle steder. Vi håber ikke vi har slæbt et hummerbur med ud på 500 meters dybde så de stakkels dyr skal omkomme dernede - vi ved det ikke og prøver ikke at dvæle for meget ved det.

 

Nu er vi her. Og det har vi godt nok længtes efter i en hel måned.

Nu ligger vi igen på 3 – 4 meters lyseblåt vand og det er så stille som et stuegulv. Vi har stadig vind i dagtimerne og perioden er lidt rigelig regnfuld men så fik vi da skyllet alt saltet væk igen.

Og så opdagede vi at der er gået endnu en ting i stykker.

Lyset i kompasset virker ikke. Det er ikke helt ligetil at skille et kompas men det lykkedes og vi fandt 2 små pærer der begge var sprunget. Hvor stor er sandsynligheden for at de springer lige på samme tid. De er jo selvfølgelig lige gamle så derfor kunne det da godt ske men alligevel tiltror vi det at være trolden der også har taget dem med sig ned. Håber vi kan få erstatningspærer her på Antigua.

 

Ikke helt enkelt at skifte pære i sådan en svend.

 

Vi nyder virkelig at være kommet til Antigua. Det er næsten som at komme hjem. Vi tog en tur op på en bakke bag os og fik dette syn at se.

 

Joy ligger lige der i midten og hygger sig.

 

Og så ser vi at der bliver stillet op til noget der minder os om vores bryllup på stranden. Ganske rigtigt – klokken 1600 kom gommen ud og gjorde sig klar og kort efter kom bruden ledsaget af sin far – tror vi da.

Og det bedste ved det hele var at der var levende steel pan musik der nemt kunne høres over til os. Vi lå jo også som nærmeste nabo til begivenheden. Det bragte dejlige minder for os og sjovt at sammenligne deres ritual med vores.

 

 

 

Mens jeg sidder ude på badeplatformen og er til globryllup kommer denne båd forbi. Vi er altså ikke de eneste der har haft hårdt vejr på vej til Antigua. Her var forsejlet revet i så mange stykker at vi ikke tror det bliver til sejl igen.

 

Uha - det bliver dyrt for ham.

 

Lige siden jeg / vi var her sidst har jeg talt om at ville op og prøve deres Zipline som er anbragt i regnskoven. Jeg har hjemmefra forberedt mig ved at købe et action cam der kan startes og stoppes ved at tale til det. Jeg tænkte at det var smart når man skal have store grove arbejdshandsker på. Vi bestemmer os for at tage af sted og bestiller både plads på stedet og en taxa til at køre os derop. Vi ved godt det ikke er helt billigt men nu skal det prøves.

Vi ankommer og da vi er i god tid ser vi lidt på dem der er foran os. Det ser sjovt ud. Man bliver sat fast i en sele der både er strammet fast om livet men også ned om lårene. Så får man handsker og hjælm og så er man klar. Så bliver man hægtet fast på en kraftig stålwire der går fra en trætop til lidt længere nede på en anden trætop. Fuld fart på og før man får set sig om er man allerede nede. 13 forskellige Ziplineture blev det til og det er virkelig sjovt. Man står oppe i en trætop og ser MANGE meter ned men kan faktisk alligevel ikke se bunden. Derfra forventes man bare umiddelbart at give slip på kontrollen og lade sig styre ned ad linen. Nu er jeg jo ikke højdeskræk så for mig var en en stor fryd men alligevel kunne jeg godt mærke det på de lange stræk. Farten blev meget høj og det gav lige et sug i mellemgulvet. Men det var også det jeg håbede. Ellers kunne det jo være lige meget.

 

Her er Tommy spændt fast….

 

 

Og her ankommer han til en af posterne lige efter mig.

 

 

Her bliver han sendt afsted lige før mig …

 

 

 

...og her er min udsigt på en af turene.

 

Desværre havde jeg ikke tænkt mig om hjemmefra og havde ikke købt en sele til kameraet eller til hjælmen. Det var en stor fejl for nu havde jeg det hængende om halsen og det var ikke optimalt. Det må jeg gøre bedre næste gang.

 

Vi ser på vejrudsigten at det ser ud til stille vejr. Det er noget helt nyt og vi har tænkt os at udnytte det. Vi sejler op til North sound Antigua.

 

 

Helt stille og ikke hverken larm eller lugt. Vandet er 27 grader og luften meget varmere. Faktisk så varmt at vi måtte ned i gemmerne og hente den gamle skygge. Det er et stort stykke stof der dækker det meste af den bageste del af båden og det var en befrielse at få lidt kølig brise i skyggen.

 

Fantastiske klippeformationer lige ud til Atlanterhavet.

 

 

Der er også flotte farver på land.

 

Forresten var der en ting jeg glemte.

 

Sidste år fortalte jeg at vi havde fået et firben ombord. Vi så det kun få gange i løbet af sæsonen og havde ærlig talt glemt alt om den. Først da vi er på vej fra st. Kitts til Antigua – og her har vi altså sejlet i ugevis – så var den der pludselig igen. Sad midt i cockpittet og da vi prøvede at se om den var i live, stak den af. Ud bag båden og sikkert gennem ventilationen til de agterste kistebænke. Senere – et par dage , tror jeg – så jeg en anden en oppe på ruffet men inden jeg nåede hen til den var den også væk. Og det var ikke den samme som før. Den første var mere end 10 cm lang og den anden var kun en tomme lang. Hvor de opholder sig ved vi ikke men vi har talt om at vi de sidste 2 – 3 år har været tiltagende generet af små myrer. Dem er der ikke en eneste af i år. Så måske har vi økologisk skadedyrsbekæmpelse ombord. Og så længe de ikke generer os er det fint. Vi har efterladt et par døde fluer for at se om de spiser dem i løbet af natten men det ser ikke sådan ud.

 

Nå mon ikke jeg hellere må få denne sendt.

 

Så ikke mere nyt herfra i denne omgang.

Der kommer mere JOY nyt om en månedstid eller der omkring